
Velkommen
Davinde Savværk A/S er et løvtræssavværk, hvor hovedvægten er lagt på bøgetræ, men vi arbejder også med bl.a. kirsebær, ahorn, eg og ask.
For at sikre den bedst mulige råvare, køber vi selv vort råtræ hjem, primært fra Danmark, men også en del fra udlandet. Kævlerne skæres på en topmoderne bloksav.
Efter endt ovntørring opskæres planker i rette emner efter Deres specifikation og kvalitetskrav. For at yde den bedst mulige leveringsservice har Davinde Savværk altid ca. 1.200 m3 ovntørre planker på lager fordelt på forskellige standard tykkelser og kvaliteter. Herudover har vi et lager på ca. 500 m3 ovntørre opskårede emner/firkanter i forskellige kvaliteter.
Vi producerer gerne mere komplicerede emner, som f.eks. høvlede, borede, fræsede og pudsede emner. Vi har desuden siden 1935 specialiseret os i at dampbøje massivt løvtræ.
Vi vil altid gøre vores yderste for at opfylde netop Deres ønsker til et specialemne i massivtræ.
De er naturligvis altid velkommen til at kontakte os for yderligere information.
Virksomheden
Davinde Savværk A/S er en familieejet virksomhed, etableret i 1910, i Davinde, overtaget af Helge Mikkelsen i 1941. Virksomheden blev flyttet til den nuværende placering i midten af 40’erne, hvor virksomheden over årene har udviklet sig til et solidt løvtræssavværk.
Virksomheden beskæftiger ca. 50 personer, som hver dag er med til at sikre, at vi kan levere et kvalitetsprodukt og overholde vore aftaler.
Vi er udelukkende en ordreproducerende virksomhed, hvor hovedparten af produktion går til møbelproducenter i Skandinavien, men har også eksport til andre lande både i og udenfor Europa.
Davinde Savværk arbejder i høj grad på at være en grøn og miljøvenlig virksomhed. Virksomheden bruger egen produktion af savsmuld og spåner til h.h.v. opvarmning af lokaler og tørrestuer samt dampning af planker. Ligeledes har savværket egen produktion af el i form af vindenergi.
Både træet og vindenergien er CO2-neutrale energikilder, hvorved savværket totalset er en CO2-neutral virksomhed.
Al øvrig affald fra opskæringen sælges som flis eller brænde, så intet går til spilde.
